- Titel:Finn Juhl. Liv, værk, verden
- Forfatter: Christian Bundegaard
- Udgivelse: 15. november 2018
- Indbundet
- Grafisk design: Rasmus Koch Studio
- Sidetal: 272
- ISBN: 978-87-92949-90-5
- Udgave/oplag: 1/1
Denne bog belyser alle sider af arkitekten og møbeldesigneren Finn Juhl (1912-1989), men vender også blikket udad mod det miljø, som inspirerede ham til at skabe dansk design i verdensklasse. Bogen er den første store monografi over Finn Juhls væsentligste værker inden for arkitektur, brugskunst, indretnings- og udstillingsdesign.
I sine møbler udtrykte Finn Juhl sig i et formsprog, man ikke tidligere havde kendt, og han arbejdede med proportioner og materialer, så det både var sammenhængende og oplevelsesrigt — uden at mennesket blev glemt. Finn Juhl tegnede nogle af 1940’ernes og 1950’ernes mest interessante møbler og blev en hovedskikkelse blandt den tids designere. Og ligesom hos hans samtidige kolleger, Hans Wegner og Børge Mogensen, var snedkerhåndværket altid fremragende.
Møbler med klassikerstatus
Finn Juhl er et af de største talenter, Danmark har haft inden for rumkunst, og han var en af de første, der uddannede indretningsarkitekter og ansatte dem på sin tegnestue. Hans indretning af Formynderskabsrådets sal i FN i New York i 1951 blev indledningen til en dansk eksportsucces. I de år gik der mode i danske møbler i USA, især Finn Juhls, og misundelsen herhjemme ulmede: Finn Juhl var vist alligevel ikke den brugskunstens messias, han var blevet udråbt til, men tværtimod en dekadent charlatan og vejrhane med møbler på alle de mest feterede museer verden over.
End ikke som kunstnerisk eksperiment duede hans ting — var de ikke nærmest lumre? Blandt andre kollegaen Børge Mogensen førte an i, hvad der lignede et karaktermord på Finn Juhl, og de to kom aldrig på talefod igen.
I 1970’erne klarede mange sig med ølkasser og brugte ikke tid og penge på forfinede møbler som Finn Juhls. Men han fik sin renæssance og ikke længe efter hans død kom hele Danish Modern version 2.0 for alvor i gang. I dag har Finn Juhls udsøgte design klassikerstatus, og møbler og lamper indbringer skyhøje priser på auktionerne.
Bogen er smukt udstyret og dokumenterer i flere hundrede fotos og tegninger Finn Juhls arbejdsprocesser, møbler og design samt en række af de mennesker, der fik betydning i hans liv. Den indeholder en selvstændig sektion med præsentation af 20 af de mest ikoniske møbler, nyfotograferet af Laura Stamer, og afrundes med en omfattende illustreret fortegnelse over det samlede livsværk og design.
Christian Bundegaard (f. 1961) er idehistoriker og har skrevet og bidraget til en række bøger om arkitektur og arkitekter.